Foto: Fernando Ugarte
Du er her: Hovedside - Nyheter
Seydisfjördur kalles den norske byen fordi gründeren Otto Wathne fra Mandal sørget for for en rivende utvikling rundt 1900-tallet.
Reisebrev fra Øst-Island

Den danske billedkunstneren Aino Grib som flere år har bodd på Melbu, hadde i høst fire ukers reisestipend til Øst-Island. Oppholdet var ledd i kulturavtalen mellom Vesterålen kulturutvalg og Øst-Island kulturråd. Aino har sendt følgende reisebrev:


11.12.2007


«En dag dumpede en mail ind med mange ukendte bogstaver Det var fra Island. Glæden blev stor. Nogle måneder tidligere hadde jeg søkt et rejs-estipend fra Vesterålen kulturutvalg til et ophold på Øst-Island. Jeg var blevet aksepteret og skulle være med i kunstner-udvekslingsprosjektet mellem Vesterålen og Øst-Island høsten 2007.

Melbu har i en årrekke været mit hjem, her har mallet, undervist og følt mig hjemme. Men så endag hørte jeg om Svalbard og det matte undersøges. Det som skulle være et kort besøk har nu varet nogle år og det var netop der i det nordligste arktik beskeden om rejsen til Island kom.

Jeg rejste fra Longyearbyen netop da sneen begyndte at lægge sig, fuglene var fløjet sydover, og solen hadde igen fundet horisonten.

Dette skulle blive mit første møde med Island. Forventningerne var store og en hel måned på sasaøen syntes som en evighed. Første stop var et par dage i Reykjavik. En hyggelig by, spraglet og de karakteristiske bølgeblikhuse som ofte er malet i klare farver er virkelig charmerende. Selv tagene er malet. Der blev tid til Settelment-museet, og håndskrifterne, dem måtte jeg bare ind og snuse lidt til.

Neste morgen gik så turen nordover ind Hvalfjordur, den ældste hvalfanger bugt hvor der var grønne bløde linjer og kantede klipper. Svaner og får gik om hverandre på engene og syntes at leve sammen i fred og fordragelighed. Videre til Hraunfossar, hvor breens smeltevand løber i alle lava sprækker og kanaler og vælter ud overalt .På mere end en kilometers strekning fosser og bruser det ned i elven hvor solen glinser i smeltevandets turkise farve op imod høstfarverne og blev en fin palet.

Det er sent på året og der er så godt som ingen turister så jeg får virkelig følelsen af øde og vilde områder. Det variere voldsomt, nogle steder grønne bløde småbakker, et veritabelt hobit-landskab, andre steder lå lavastrømmene som frosset fast i grå-sorte bølger. Eller det sorte lavasand danned en fin baggrund for det høstgule græs

Fårene er nu kommet ned fra fjeldet og er der i hobetal, med deres langhårede uld dansende i vinden som små firkantede lådne kasser på tynde ben!

Videre nordover er der store golde og varme områder og sikken en merkelig følelse når det syder og damper ud af sprekker, fjeldet bleges og det bobler blågrå mudder op a hullerne...de kaldte det helvedes køkken og det måtte jeg bare se, det stinker a svovl. At gå der på vulkankanten, med det sterkt turkise vand under dig og det damper op rundt om dig gir en følelse a jordens kærne tæt på. Avslutning på dagen blev at ,svømme i en lagune og nyde solnedgangen der nedsænket i det varme,varme vand.

Omkring Myvat hvor hundredvis a kratre hsr skabt et unikt landskab og størknet lava et skulpturlandskab både på land og i søen.

Bare 200 km før mit mål Skriduklaustur sneede jeg inde. Det sneede tæt og vind op til 24. Der var bare at sætte sig ned og vente. Da fik jeg opleve den Islandske gæstfrihed og lokale madtradition, kogt lammeleverpølse med syltetøj. Og med udsigt til det enorme krater Namafjell fra køkkenvinduet var det bare at vente.

 
  Aino foran kultursenteret Skriduklaustur der hun bodde under stipendoppholdet
Inden afreje hadde jeg bedt om vinterdæk, men det kunne der ikke være tale om før 1 november! Nu hadde jeg 2 fjeldovergange og en lang øde slette foran mig. Næste dag hadde vinden lagt sig og solen stod på himmelen, alt var hvidt og vejen forferdelig glat og iset. Heldigvis kom en grusbil oppe på toppen, hvor jeg hadde holdt pause for at ta billeder og nyde panoramaudsigten, så var det bare at følge efter ham, han grusede på op og ned bakke, ikke på lige strekninger! Det blev en tur i sneglefart, nu hadde landskabet helt skiftet karakter fra dagen før, stod i hvidt og sort med en klar blå himmel over, og med de varme dampe som steg lådret op i den frostklare luft. Mod østkysten og vel nede i lavlandet igen blev det grønt, lunt og frodigt.

Skriduklostur ,som skulle være mit hjem de næste 3 uger, er forfatteren Gunnar Gunnarsons bolig, idag et kultursenter og museum. En bygning af kampesten, en stor og helt egen arkitektur i det islandske landskab.Huset ligger lang inde i dalen alene bare med nogle få gårde i området.

Omkring er der fjeld, skov (Islands eneste) vand og græsmarker. Min første tur i området blev i strålende sol, hvor jeg klatrede op til Hengifoss for at bese et vandfald omgivet af basaltsøjler, 30 meter høje ensartede sekskantede søjler som var de skåret ud af fjeldet, et arkitektonisk mesterverk. Senere samme dag en tur i skoven og plukke bær og nyde duften a jord og mos, iøvrigt den blødeste skovbund jeg har gået i, områder med 30-50 cm tykt luftigt moslag du bare synker ned i.

Min nysgerrighed driver mig og jeg tar afsted på tur, dette må være det man kalder selvforanstaltede forhindringer..... målet var at køre til Seydisfjordur, som kaldes den gamle "norsk by" .På grund a sine norske byggestil. Da jeg hadde set at vejen derover ofte var glat, måtte det være dagen..+7 gr og ikke for megen vind. Først må man de 40 km ind til Egilsstadir og så af mod Sydisfjordur, en lille tur på bare 25 km over et fjeld. Det gik...op, op og op i de skarpeste nålesving du kan konstruere og stejlt var det, det var et fantastisk syn, og snart kom sneen.. vel oppe på toppen, sikken et panorama, med sne,frossende vand, og pludselig noget grønt mos midt op i det hele, solen fik de mange vandfaldene til at glinse, vinden på fjeldet var sterk og kold, blæser sneen i mønstr på de isbelagte vandflader. Rundt endnu et sving, der nede lå byen, badet i sol, med sin lille blå kirke og fine træhuse. Efter en hyggelig bytur og kik på den lille havnsom lå godt beskyttet for storhavet, tog hjemfarten fat og den blev nu enklere når man hved hvad som kommer....Tilbage i Egilsstadir blev det kaffe på cafeen (og den var tiltrengt!) og så igen ind gennem dalen og skoven, i sterk modlys var træerne som forgyldt de er sterkt gule nu, men græsset og granerne grønne, det er store kontraster på kort vej og kort tid. Fjeldene inde i dalen lignede mere nogle tågeskygger,i gråbrune nuanser det var trolsk.

En dag gik turen til Bakkagerdi, en lille bygt lengst ude i en bugt helt nord øst. Et gammelt fiskersamfund helt ude i havgabet. Tidligere kun tilgængelig med båd eller på hesteryg over fjeldet, nu er der en vej derud. Det var fint vejr, overskyet men klart så med sæk og kort satte jeg a gårde mod nord. Denne del a Island er svert tyndt befolket og serdeles øde. Det var en lang dal med indsøer, flod og fjorden som bugtede sig ind i dalen, hele dette vandsystem er nesten 100 km langt. Der var mest jord og grusvej. Jordvej er helt ok, grusvej gir dig ofte samme fornemmelse som masse løs sne under snescooteren!

Midt i det hele kommer der pludselig nogle km med asfalteret vej! 2 km eller er du heldig 5. Det her gik jo fint og jeg glædede mig over hvor enkelt det var, dvs det var bare noget jeg trodde...for jeg skulle over et, fjeld og det var smalt og stejlt, men en fantastisk udsigt. Der kom mer og mer sne...og så masse is og sjap over toppen, da var jeg glad for mine nye vinterdæk. Vejen er to vejs men meget smal, det er ikke let at passere to biler for på den ene side er fjeldvægen og på den anden ups, ned...nå men der er heller ikke så meget trafik, jeg mødte kun 2 biler en tankbil og en lastbil...

 
  Mose, fjell og vann inspirerer Aino til nye malerier.
Det var hele turen værd at se de flotte fjelde grafisk dekoreret med nysne, de frosne vandfald og kikket ned i dalen, der langt nede. Jeg sneglede mig stille ned de skarpe sving og tenkte det var det! men nej der var lige det siste stykke rundt om fjeldet..vejen,ligsom lå på en hylde....Jeg stoppede for at ta billeder der var så fint på højre side et vandfald og det sorte løse fjeld hvor løse sten trillede ned hele tiden, og på den anden side a vejen gik det brat mange hundrede meter ned, til et skummende,brusende hav. Sådan må det være at være at bo i et fuglefjeld. Du bare står der og er en prik i landskabet, vinden suser om ørene og hvad der kommer efter neste sving er en overraskelse.

Hvordan de har klaret, at bo i den lille landsby der ude i fjorden, om vinteren er mig en gåde. At de har bygget vejen og den blir hængende er et under. Jeg stod lidt og så tilbage hvor jeg var kommet fra og kastede et blik på min lille Polo, var lidt spændt om den ville klare de seje træk opover igen. Målet var kaffe på en omtalt cafe derude, men ak den var naturligvis lukket og slukket, det er jo ikke sommer mere.... så der var ikke andet for ends at snu...Tenkte at jeg skulle ta min medbragte kaffe vel ovre på den anden side hylden og fjeldet igen. Men ak termokanden stod vist igen hjemme i køkkenet...En svane fløj op fra en lille sø, nogle får gik forbi og vinden raskede i græsset, ellers bare stilhed.

Der var en anden vej tilbage så den skulle undersøges...det var også en grusvej med 1,5 spor. Det er for så vidt fint, men ofte er bakkerne bare stejle og du aner ikke om der kommer nogen som blir lige så foorbavset som dig på toppen...

Mit møde med Island har indtil nu været både vildt og voldsomt og stille ro, presis som naturen her, de store kontraster.

Snart starter turen tilbage til Reykjavik dennegang ned østkysten og syd om øen.»

 
Søk: Søk kun i overskrift

 
 
 
Søk:
Søk kun i overskrift


 
 
Postboks 243, Kjøpmannsgt. 2, 8401 Sortland, Telefon 76 11 15 00
Headerfoto: Fernando Ugarte • 2002-2019 © Systems by NorNet.no